torsdag den 22. marts 2012

Tulipomani! 

 Ikke haveinteresserede vil i disse tider se lettere forfrosne haveejere, iklædt fornuftigt fodtøj, rode rundt blandt nedfaldne blade og andet i deres havers bede. Hvad leder de dog efter? De første spor af liv af deres kæledægger såmænd. Tænk at man kan blive så glad for at gense små grønne spirer, men nu kommer foråret for alvor! De allerførste tidlige tulipaner, i min have er det Red Ridinghood(Rødhætte) som er de første. Nordjylland er jo desværre en del bagefter, hvad foråret angår. Det var sådan at da jeg boede på Fyn, i Odense mens jeg læste biologi, så kunne jeg nå at få det første spæde forår to gange. Fordi de er 14 dage bagefter herhjemme. Billederne her er taget til Dansk Fjerkræ Forums årsmøde på Gavnø sidste år i maj. Vejret var fantastisk og vi fik rundvisning af nu pensioneret slotsgartner Peter Agger. Hvad den mand ikke ved om tulipaner, og havebrug generelt, kan skrives på hovedet af en knappenål. Jeg har lavet nogle fantastiske byttehandler med Peter, høns for tulipaner. Håber det engelske araucana par Peter fik af mig har været ham til ligeså stor glæde som Prinsesse Mary og de andre tulipan løg har været i min have.

For mig er der få blomster som er ligeså specielle som netop tulipanen. Når man får en buket er det en sprød og knitrende oplevelse, fuld af farver, og ingen blomst har så mange personligheder som tulipanen.
Der er ædle konger og dronninger, små englebørn, dansende prinsesser, klovne og soldater, som står i række og geled ude i bedet. Et kedeligt bekendtskab er de bestemt ikke. I 1600 tallets Holland da den ultimative havesyge, tulipomanien var på sit højeste, var tulipanen et dyrt bekendtskab. Især tulipaner inficeret med virussygdommen tulipan mosaik virus. Disse sprang ud i meget flotte brogede mønstre og man vidste aldrig hvornår den ramte. En tulipan, som forrige år havde været rød kunne pludselig være rød og gul broget. Sådan et enkelt broget løg kunne koste så meget som et helt hus med indbo.

De fleste som købte disse løg så aldrig den blomstrende tulipan, for dem var det en rendyrket investering. Men det var en usædvanlig en af slagsen, lidt som at spille lotto. For det var meget almindeligt at tulipanen kurerede sig selv for virussygdommen og dermed blev ganske almindeligt rød igen. Så var investeringen tabt.
I den tid var der mange som ikke havde råd til at plante tulipanløg i deres have. I stedet købte de oliemalerier af tulipaner. Det giver stof til eftertanke, tænk hvis vi ikke kunne gå i Bilka i efteråret og købe en stor pose tulipanløg til meget få penge? I løbet af nogle år døde boblen ud heldigvis ud og tulipaner blev efterhånden allemands eje.
Sådan kommer der til at se ud om mindre end 2 måneder. Så er livet værd at leve igen.

lørdag den 17. marts 2012

Happy Saint Patricks Day og glædelig blog!

Når nu man er gift med verdens dejligste mand, som tilfældigvis er irer, så er det vel bare passende at ens blog bliver født på denne grønne dag.
Desværre er jeg ikke ude og drikke Guinness og min søde mand er i Holland og spille sammen med hans gode ven Thomas Rosenberg. Sammen kalder de sig (indtil videre) The Pat Kelly Duo og de spiller alt fra irske folkeviser til Gasolin.

Jeg har tidligere haft en blog, men opgav den på grund af forskellige årsager. Jeg kan ikke helt huske, hvordan man bruger blogspot men jeg finder forhåbentligt ud af det hen ad vejen.